Udgivet

Sidste års vinder udfordres, når et stærkt felt går efter verdensrekord til CPH Half søndag den 17. september.

Opdateret d.13/9 10:00

Når den tredje udgave af IAAF Gold Label-løbet CPH Half skydes i gang på søndag den 17. september, er det med et stærkt elitefelt og mulighed for rekorder på både mændenes og kvindernes side.

I mændenes eliteløb er målet intet mindre end en ny verdensrekord, mens der hos kvinderne sigtes efter en tid under de 1.08, hvilket vil være ny løbsrekord.

 

Jagten på verdensrekorden

En stærkt firkløver bestående af sidste års vinder James Mwangi Wangari, Geoffrey Yegon med en sæsonbedste på 59:56, Nike Breaking2-pacer Alex Oloitiptip samt Leonard Barsoton, som i år tog andenpladsen til verdensmesterskaberne i Cross Country, vil alle forsøge at slå den nuværende verdensrekord på 58 minutter og 23 sekunder.

“Det er svært at udpege den største favorit. Vi har et stærkt felt, hvor hele 5 løbere har løbet under de magiske 60 minutter. Men umiddelbart skiller disse fire sig ud, og kan de presse hinanden, når pacerne dropper ud, så kan vi sagtens få en ny verdensrekord,” siger Henrik Paulsen, der er sportschef i Sparta Atletik & Motion, og ansvarlig for elitefeltet ved Copenhagen Half Marathon.

Opdatering Onsdag d.13/9 – Abraham Naibei Cheroben kan nu bekræftes i elitefeltet til dette års CPH Half. Abraham besidder den hurtigste personlige rekord i elitefeltet med en tid på 58:48 og kommer derfor til at være et stærkt tiltag til feltet i jagten efter verdensrekorden på 58:23.

På startlisten finder man mange interessante navne. Her er blandt andre den tyske rekordholder på maratondistancen, Arne Gabius, med en flot personlig rekord på 62.09 på halvmaraton. En mand, som også bliver spændende at følge.

Den danske mester på halvmaraton distancen fra 2015, Abdi Hakin Ulad, fremgår også på startlisten. Abdi havde en fantastisk start på sæsonen, da han d.6 August løb sig til en forrygende 13. plads til VM i Maratoon i tiden 2:14:22. Ulad har siden da været på træningslejr i Kenya over sommeren men vender nu tilbage til Danmark for at genvinde sin titel som dansk mester på halvmaraton.

 

Historisk stærkt kvindefelt

På kvindesiden er der også stor bredde, men der er et stærkt trekløver, som fremstår stærkere end de øvrige. Der er tale om Birgid Jepchirchir, Fancy Chemutai og Eunice Chebichii Chumba, som tilsammen danner den stærke trio, som vil jagte den eksisterende løbsrekord, som blev sat sidste år af Hiwot Gebrekidan Gebremaryam og lyder på 68.00 minutter.

“Vi har i år suverænt det stærkeste kvindefelt, vi nogensinde har haft, og de får tilmed mandlige pacere, så der er virkelig mulighed for, at vi kan få en rigtig hurtig tid. Det bliver nok ikke en ny verdensrekord, men rammerne og elitefeltet er til, at vi får en ny løbsrekord,” siger Henrik Paulsen.

 

Fakta om de mandlige favoritter

James Mwangi Wangari:  23 år og fra Kenya. Forsvarende CPH Half-mester, ider han vandt Copenhagen Half Marathon i 2016 i løbsrekorden på 59.07 minutter. Undervejs løb han desuden verdens hurtigste tid på 10 km landevej i 2016. Wangari udtalte allerede efter sin sejr sidste år, at han ville komme tilbage og jagte verdensrekorden, og han har således tilrettelagt hele sin sæson efter at løbe stærkt ved Copenhagen Half Marathon.

 

Leonard Barsoton: 22 år fra Kenya. Et ubeskrevet blad på halvmaratondistancen, men han blev tidligere i år nummer to ved VM i Cross Country, som er et af de sværeste og mest prestigefulde løb at vinde, og hvor konkurrencen er hård. Barsoton har i år løbet så stærkt som 7.52.33 på 3000 meter.

 

Geoffery Yegon: Ud af de fire favoritter er denne 29-årige kenyaner den eneste, som allerede har løbet under 60 minutter i år. En tid, som han løb tilbage i marts i Holland, hvor han ramte målstregen i 59:56. Geoffery var en del af det ekstremt hurtige CPH Half elitefelt sidste år, hvor han kom ind på niende pladsen i tiden 60:26. Det bliver spændende at se, hvor stærkt han kan løbe på den hurtige rute i København efter at have haft et godt år indtil videre.

 

Alex Oloitiptip Korio: Efter at have demonstreret, hvor hurtigt han kan løbe i København, da han blev nummer to til CPH Half i 2015, vender Alex Oloitiptip nu tilbage. I maj var denne 26-årige kenyaner en del af Nikes spektakulære Breaking2-projekt, hvor han pacede Eliud Kipchoge undervejs i hans forsøg på at bryde to timers-barrieren på maratondistancen. Dette indikerer, at Alex må være i topform og klar til at sætte en ny personlig rekord, da Breaking2-atleterne blev testet grundigt, før de blev udvalgt til at være pacere på det prestigefulde projekt.

 

Fakta om de kvindelige favoritter

Birgid Jepchirchir Kosgei: 23 år og fra Kenya. Kosgei er kun registreret med tre officielle tider, men de er til gengæld hurtige. Hun har i år løbet 1.07.35 på halvmaraton og 32.02 på 10 kilometer. Maratondistancen har hun gennemført i tiden 2.24.45, hvilket hun gjorde sidste år.

 

Fancy Chemutai: Den 22-årige kenyaner er den kvinde i feltet med den hurtigste personlige rekord, og hun er i absolut topform. Hun løb den 9. september et 10 km gadeløb i Prag, hvor hun blev nummer to i tiden 30.06. En tid, der blot var to sekunder fra den daværende verdensrekord. I samme løb blev der nemlig sat ny verdensrekord med tiden 29.43. Undervejs satte fancy Chemutai desuden ny personlig rekord på 5 km i tiden 14.45.

 

Eunice Chebichii Chumba: 24 år og fra Bahrain. Sidste år kom hun ind som nummer to til CPH Half i tiden 68:04, hvilket stadig er hendes rekord på halvmaratondistancen. Tidligere i år løb hun Rotterdam Marathon i tiden 2:24:27, hvilket tyder på, at hun er i absolut topform og klar til at sætte en ny personlig rekord i København.

 

Eliteløbet kan følges på søndag den 17. september fra kl. 11.15 på cphhalf.dk, i CPH Half appen og på DR TV og dr.dk.