Allerede 100.000 i lotteriet til Copenhagen Half Marathon
Interessen for CPH Half 2027 har været massiv, siden lotteriet åbnede onsdag den 16. september. Over 100.000 håbefulde løbere har nu registreret sig til de 45.000 pladser. Lotteriet er fortsat åbent og lukker først den 30. september.
Allerede i løbet af de første 12 timer kom der 47.320 registreringer til lotteriet. Siden er tallet mere end fordoblet, og dermed har CPH Half-lotteriet lynhurtigt overgået tidligere lotterier til et motionsløb i Danmark.
Lotteriet er i gang, sideløbende med afviklingen af VM, WRRC Copenhagen 26, hvor halvmaratondistancen løbes søndag formiddag.
VM-værtskabet har betydet, at CPH Half ikke bliver afholdt i 2026, men det har efter alt at dømme ikke haft betydning for interessen.
”Vi vidste godt, at mange glædede sig til at få CPH Half tilbage, men den opbakning, vi oplever lige nu, er alligevel overvældende. At så mange fra både Danmark og især resten af verden har registreret sig allerede, bekræfter, at CPH Half er et stærkt og populært brand,” siger Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb.
Det er første gang, at startnumre til CPH Half bliver fordelt gennem et lotteri, men Sparta har tidligere gennemført lotteri i forbindelse med det igangværende VM på halvmaratondistancen og næste års Copenhagen Marathon.
”Tallene viser os også, at lotteriet er den rigtige vej at gå. Når interessen er så stor – ikke mindst fra udlandet – så giver lotteriet alle en fair og lige chance for at få startnummer til løbet, uanset hvor i verden man befinder sig, og hvilket tidspunkt på døgnet man har mulighed for at gå til tasterne.”
CPH Half blev første gang afholdt i 2015 i kølvandet på VM i halvmaraton, der blev afholdt i København året forinden.
Fakta: Hvem har registreret sig?
- Internationale løbere udgør 70 % af de registrerede
- Danmark er det største enkeltmarked
- Storbritannien, Tyskland, Norge og Sverige er blandt de øvrige lande med flest registrerede
- Der er stort set lige mange mænd og kvinder blandt de registrerede
- 30-39-årige udgør den største aldersgruppe
Fakta om CPH Half 2027 og lotteriet
- Mere end 100.000 har registreret sig til lotteriet
- 47.320 registreringer kom i løbet af de første 12 timer
- Der er plads til 45.000 løbere ved CPH Half 2027
- Registreringen er gratis og åben til og med den 30. september 2026
- De første udtrukne løbere får besked fra 5. oktober
- CPH Half 2027 afholdes søndag den 19. september 2027
- Løbet arrangeres af Sparta Atletik & Løb, som er en non-profitforening