Udgivet

Sammen med mere end 94 andre atleter kunne løber og triatlet Anders Aaskov-Hansen efter CPH Half ikke blot fejre at have gennemført, men også at blive indlemmet i den eksklusive Big Four Hall of Fame med den bedste tid nogensinde for en BIG FOUR-finisher.

 

Skrevet af Simon Lessel

 

Han krydsede målstregen kort efter det vanvittige uvejr brød ud. Men det var alligevel med et stort smil på læben, at Anders Aaskov-Hansen, efter at have tjekket sit resultat på CPH Half appen, kunne konstatere, at han havde holdt konkurrenten Súni Lamhauge bag sig og nu kunne lade sig indlemme i BIG FOUR Hall of Fame med en ny rekord for en BIG FOUR-finisher på 18 timer, 22 minutter og 19 sekunder.

Dermed slog han den eksisterende rekord fra 2016 på 19 timer 52 minutter 7 sekunder sat af Jacob Lemholt.

“Det er fedt. Det er det største, jeg har opnået i min sportslige karriere. Det var egentlig min far, der gav mig idéen, og at det så ender med en sejr, er jo fedt,” fortæller Anders Aaskov-Hansen i målområdet.

 

Stabile præstationer over en hel sæson

BIG FOUR Hall of Fame består af fire af de hårdeste udholdenhedsevents: Telenor Copenhagen Marathon, KMD IRONMAN Copenhagen, CPH Half og KMD IRONMAN 70.3 Elsinore.

Og Anders Aaskov-Hansen kan nu se frem til at blive inviteret til den officielle celebration ceremony i efteråret, hvor de nye medlemmer af BIG FOUR Hall of Fame hyldes.

Når Anders Aaskov-Hansen ser tilbage på de fire store udholdenhedsevents er det især de stabile præstationer over en hel sæson, han er tilfreds med.

“Det er fire store løb på fire måneder, så det handler om at peake hver gang og holde formen højt. Det er jeg tilfreds med at have gjort.”

 

Fejring på sin plads

Og de gode præstationer skal selvfølgelig fejres, lover den aalborgensiske BIG FOUR-finisher.

“Jeg tænker, at det skal fejres med en masse byture her i off season, og så starter jeg træningen op igen i november, så jeg kan gøre det endnu bedre næste år, hvor jeg går efter at komme til Ironman på Hawaii,” lyder den ambitiøse udmelding fra den nye BIG FOUR-champion.

 

Imponerende BIG FOUR-vindertid hos kvinderne

Også hos kvinderne fik vi en ny BIG FOUR-rekordholder, da Lærke Lilleøre fra Helsingør kom i mål på Øster Allé blot halvandet minut efter Anders Aaskov-Hansen og dermed kunne registreres med en samlet BIG FOUR-tid på 19 timer, 39 minutter og 40 sekunder.

Det er nok til en flot 13. plads i det samlede M/K-felt og en forbedring af Jennifer Bachs rekord fra 2016, som lød på 21 timer, 8 minutter og 7 sekunder.

 

Et stort tillykke til alle nye BIG FOUR-finishers, som snarligt vil modtage en invitation til årets BIG FOUR celebration ceremony.

 

Bliv BIG FOUR-finisher i 2018

Alle har mulighed for at blive en BIG FOUR-finisher, hvis man gennemfører de fire BIG FOUR-events inden for samme kalenderår.

Man skal selv tilmelde sig helt normalt til alle events under samme navn og e-mail, så vil man automatisk blive registreret som BIG FOUR-finisher.

Tilmeldingen til KMD Ironman og 70.3 Elsinore er allerede åben, mens tilmeldingen til Telenor CPH Marathon åbner 1. oktober. CPH Half offentliggør information om tilmeldingsåbning senere.