Udgivet

Copenhagen Half Marathon 2020, som var planlagt til at løbe af stablen den 13. september i år, er blevet aflyst grundet COVID-19 og manglende retningslinjer for større arrangementer.

Vi er kede af, at vi må meddele, at vi ser os nødsaget til at aflyse Copenhagen Half Marathon på grund af corona-virussen, men også på grund af manglende retningslinjer for større arrangementer for resten af året.

Vi ved, at det er en beslutning som vil skuffe tusindvis af løbere, og vi er mindst lige så skuffede som jer. Men vi tror ikke på, at det vil være muligt at afholde Copenhagen Half Marathon i 2020, og derfor har vi valgt at trække stikket.

Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta udtaler:

“Efter sidste år med verdensrekorden i København har den internationale løbescene virkelig fået øjnene op for vores event, og i år var 42 procent af alle tilmeldte fra udlandet, og mange ved ikke, hvordan de står i forhold til transport og overnatning med de nuværende regler. Vi, og deltagerne, kan ikke vente til efter sommerferien på de nye retningslinjer for større arrangementer fra efter august. Derfor ser vi os nødsaget til at aflyse verdens hurtigste halvmaraton, som ellers hvert år tiltrækker tusindvis af turister til København,” lyder det fra Dorte Vibjerg.

I løbet slutnigen af uge 28 vil du blive kontaktet igen, hvor du har mulighed for at vælge din kompensation. Alle betalende deltagere vil blive tilbudt to kompensationsmuligheder:

  1. Du kan overflytte din deltagelse til næste år og støtte op om et verdensklasse event i hjertet af København.
  2. Du kan få refunderet dit tilmeldingsgebyr.

Næste år vil Copenhagen Half Marathon finde sted den 19. september, og vi håber selvfølgelig, at mange af jer vil støtte op om næste års event, hvor vi vil vise, hvad det er, som gør København til et specielt sted at løbe et halvmaraton.

Vi glæder os til, at vi kan løbe sammen igen.

Pas godt på jer selv i mellemtiden.