CPH Half bliver en forrygende kamp om podiet
By Christian thestrup
Onsdag, 10. september

Den 10. udgave af Copenhagen Half Marathon sprudler af topklasse-løbere. Startlisten afslører blandt andet en dansk løbekomet, der debuterer på halvmaraton-distancen.

Der er dømt løbsfest i Københavns gader, når startskuddet til den tiende udgave af Copenhagen Half Marathon lyder på Jagtvej søndag kl. 9.30. Med 32.000 løbere til start er deltagerrekorden på forhånd slået, mens eliteløberne i forreste række har fokus på at løbe rekordstærkt.

Fest og fart over feltet
Mændenes elitefelt er – som altid – stærkt besat. Fire af sæsonens syv hurtigste på halvmaraton-distancen har meldt deres ankomst, deriblandt Isaia Kipkoech Lasoi, som i sidste års tætte afgørelse endte som treer, sølle fem sekunder fra sejren. Den 25-årige kenyaner kan dog se frem til særdeles stærk modstand fra flere landsmænd, bl.a. Gilbert Kiprotich, som i marts vandt Malaga Halvmaraton i årets foreløbigt næstbedste tid 58:27 minutter.

Etiopien har vundet mændenes løb i to af løbets ni tidligere udgaver. I år hedder deres stærkeste kort Gemechu Dida, som i marts på suveræn vis vandt Berlin Halvmaraton. Europas bedste bud på en topplacering udgøres af engelske Patrick Dever, som to gange i år har været få sekunder fra at bryde den magiske en-times-grænse, og nu håber at kunne skrive historie i København. OL-guldvinderen Mo Farah er således den hidtil eneste brite, som har været under grænsen.

Debut til dansk løbekomet
Med lokale briller på er Joel Ibler Lillesøs halvmaraton-debut dog i fuld fokus. Den 21-årige Bagsværd-løber vandt i juli EM-U23 på 10000 meter, mens han i august satte dansk rekord på 5000 meter. Nu satser supertalentet på at afslutte sæsonen med et hurtigt løb på en uvant distance.

For første gang i mange år har CPH Half ikke status af DM; alligevel stiller størstedelen af den danske elite til start. Det gælder bl.a. den tidligere OL-deltager på maraton, Thijs Nijhuis, som i forhold til unge Lillesø har væsentlig mere rutine.

Dobbelt Major-vinder til start
Hos kvinderne er der lagt op til en interessant dansk duel mellem Alberte Kjær Pedersen (AGF) og Nanna Bové (Sparta). Førstnævnte deltog i triatlon ved OL i Paris sidste sommer, men satser nu fuldt ud på løb, mens Bové efter nogle skadesplagede sæsoner er på vej mod den form, som i 2022 indbragte hende DM-guld ved netop CPH Half.

De to danske topnavne får dog mere end svært ved at gøre sig gældende i topstriden. Her finder man således to helt store forhåndsfavoritter fra Kenya. Den ene, Sharon Lokedi, har to Major-sejre på sit cv fra New York (2022) og Boston Marathon (2025), mens Joyciline Jepkosgei blev nr. 2 i London Marathon i april. Sidstnævnte åbnede sæsonen ved at vinde Barcelona Halvmaraton i 1:04,17, hvilket gør hende til den syvende hurtigste kvinde i historien.