I løbeverden er dagen i dag blevet kaldt super søndag med verdensklasseløb først i Berlin og siden i København, hvor det blev til europæisk rekord.
I løbeverden er søndag den 16. september blevet kaldt super-søndag, netop fordi både Berlin og København afvikler hhv. hel- og halvmaraton på nogle af verdens hurtigste ruter.
Vejret i København var fænomenalt og helt perfekt til en folkefest for både eliten og de mere end 22.000 motionsløbere.
”Vi har en folkefest med de 22.000 deltagere og får vist København fra sin bedste side. Og vi kommer ikke uden om eliteresultaterne: En europarekord for kvinderne og et fantastisk spændende løb. Det er også første gang nogensinde, at der er ti mænd, der løber så hurtigt i en halvmaraton i hele verden. Så det er meget, meget svært ikke at have armene over hovedet lige nu. Dette års CPH Half har været en fantastisk oplevelse og klart den bedste udgave hidtil,” siger Jakob Larsen, direktør, Dansk Atletik Forbund.
Folkefesten bevæger sig blandt andet ned ad Frederiksberg Allé, som til lejligheden er pyntet med flag.
“Det var imponerende at se de mange løbere,” siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederiksberg Simon Aggesen, som håber at løberne især nød den smukke tur ned ad Frederiksberg Allé.
“Det er bare en stor oplevelse for både løbere og tilskuere, når så stort et løb passerer gennem Frederiksbergs veje og alleer. Derfor er det med fornøjelse, at Frederiksberg også i år, har været en del af det gode samarbejde omkring CPH Half,” formand for Kultur- og Fritidsudvalget Simon Aggesen.
En fantastisk rejse
Dorte Vibjerg, direktør i Sparta, der arrangerer CPH Half, supplerer:
”Det har været en fantastisk rejse for os i Sparta. På blot fire år er vi gået fra at afvikle et motionsløb til at afvikle et internationalt gold label-løb som både favner elite og bredde. Vi gør det i idrættens tegn, og vi kan ikke gøre det uden de 1200 frivillige og de hjælpeklubber, der er helt afgørende for at vi lykkes med et event af denne klasse.”
En værtsby i verdensklasse
København viser sig i dag som en værtsby i verdensklasse, er løbets partnere meget enige i.
”Det har været en skøn oplevelse at tage del i denne kulturbegivenhed, som viser, hvad København gør bedst. Vi inkluderer idrætsudøvere på højeste niveau i bybilledet, samtidig med at københavnerne som sædvanligt skaber fremragende stemning og bidrager til en rigtig folkefest,” siger kultur- og fritidsborgmester i København Niko Grünfeld (Å).
Hos Sport Event Denmark vækker de mange hurtige tider og det rekordstore antal udenlandske deltagere glæde:
“Copenhagen Half Marathon er den direkte arv fra VM i halvmaraton i 2014. Det er specielt glædeligt, at der igen i år var rekordstor udenlandsk deltagelse med 5500 løbere. Det er med til at brande Danmarks som både løbenation og destination, ” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Wonderful Copenhagen, Københavns turismeorganisation, er også begejstrede for de mange udenlandske deltagere, som kommer fra intet mindre end 114 lande. Antallet af lande repræsenteret i feltet har været stigende lige siden det første løb 2015.
”Copenhagen Half skaber en folkefest i Københavns gader for både deltagere, københavnerne og de tilrejsende. Vi har samarbejdet med Copenhagen Half om at udvikle eventen og gøre København til en international løbedestination. Derfor er det glædeligt, at der med de ca. 5500 tilmeldte løbere er repræsenteret 114 lande. Copenhagen Half understreger i den grad hovedstadens position som en af verdens bedste sportsbyer,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør hos Wonderful Copenhagen.