Udgivet

På fire år har CPH Half manifesteret sig som et af de hurtigste halvmaratons i verden. En bevidst strategi er med til at sikre en lang række af fremtidens største verdensstjerner i startfeltet. 

 

For Copenhagen Half Marathon er det en klar strategi at spotte fremtidens stjerner og få dem til start. Det er en strategi, som har været med til at placere CPH Half på verdenskortet som et af de hurtigste halvmaratonløb på kloden.

“Faktum er, at vi ikke har økonomien til at tiltrække de største navne som eksempelvis Mo Farah. I stedet er det ofte de lidt yngre løbere, som endnu ikke er slået 100 procent igennem, som stiller til start, og det giver faktisk ofte også hurtigere tider. De tager chancen fra starten og løber for at sætte en hurtig tid, da det kan bringe dem videre i karrieren,” siger Henrik Paulsen, sportschef i Sparta Atletik & Motion. 

 

Manden med verdensrekorden

Et godt eksempel på CPH Halfs strategi er Abraham Kiptum. Et navn, som måske ikke siger de fleste så meget.

Det gjorde det heller ikke, da han den 16. september stillede til start ved Copenhagen Half Marathon 2018, hvor han langt fra hørte til blandt de største navne eller favoritter.

Han overraskede dog og kom i mål som nummer to i tiden 59.09, hvilket var en ny personlig rekord. En måned senere satte han så en ny fantastisk verdensrekord i tiden 58.18 minutter, da han stillede til start ved Valencia halvmaraton.

“Det viser, at vi har fat i de rigtige løbere ved CPH Half. Vi drømmer jo om, at der bliver sat en ny verdensrekord i København, og havde vinden ikke drillet en smule i år, så havde vi i hvert fald løberne, som havde kapaciteten til at sætte en ny verdensrekord, hvilket Kiptum jo viste en måned senere i Valencia. Så det er samme strategi, vi vil anvende, når elitefeltet til 2019 skal sammensættes, ” siger Henrik Paulsen. 

Den femte udgave af Copenhagen Half Marathon løbes den 15. september 2019, og tilmeldingen er åben.

Læs mere om CPH Half her