Udgivet

Når tilmeldingen til næste års Copenhagen Half Marathon åbner om en uge, d. 1. december, bliver det med udsigt til endnu et halvmaraton med start og mål på Østerbro. Det sker efter en grundig evaluering og gennemgang af tilbagemeldinger fra dette års deltagere.

De 27.000 deltagere, der deltog ved CPH Half 2023 i september måned, oplevede smukke rammer på Frederiksberg i forbindelse med start og mål. Men rammerne viste sig også skabe nogle udfordringer for den tekniske afvikling. Efter en grundig evaluering med inddragelse af deltagernes tilbagemeldinger har arrangøren, Sparta Atletik & Løb, derfor truffet beslutning om at flytte start og mål tilbage til Fælledparken.

”Det absolut vigtigste succeskriterie for os er den tekniske afvikling. At vi afvikler et løb i verdensklasse, der er så gnidningsfrit for deltagerne som overhovedet muligt, og at sikkerheden er helt i top. Samtidig glæder vi os til at skabe den løbefest og helt unikke oplevelse rundt i København, som vores halvmaraton er kendt for,” indleder administrerende direktør i Sparta Atletik & Løb, Dorte Vibjerg, og fortsætter:

”Selvom vi har været glade for samarbejdet med Frederiksberg, så ved vi, at Øster Alle og Fælledparken kan indfri vores ambitioner og leve op til deltagernes forventning. Derfor glæder vi os til at byde løberne velkommen på Østerbro igen,” siger Dorte Vibjerg.

Arrangørerne rykker også starttidspunktet frem for at sikre optimale løbeforhold. Startskuddet går dermed kl. 9.30, når CPH Half løber af stablen for 9. gang søndag d. 15. september 2024.


Et led i forberedelserne til VM i 2026
Sparta Atletik & Løb vil bruge de næste to år på at ruste sig frem mod det VM, der venter i 2026. Her skal verdens hurtigste på distancerne halvmaraton, 5 km og One mile (1,6 km) findes i København, og det er Sparta Atletik & Løb, der har værtskabet sammen med Dansk Atletik.

”VM bliver en gigantisk elite- og folkefest med op mod 65.000 deltagere over to dage. Det er en stor opgave, men med den erfaring og det hold, vi har opbygget, er vi det helt rigtige sted. De kommende to-tre år kan vi derfor arbejde målrettet for at optimere, finpudse og generelt ruste organisationen frem mod 2026,” siger Dorte Vibjerg og tilføjer:

”Derudover er vi jo også så heldige at have endnu et unikt halvmaraton i kalenderen, når Øresundsbroens 25-års jubilæum skal markeres med et Broløb i 2025 for 40.000 deltagere. Denne begivenhed bliver noget ganske særligt – og en mulighed, der måske aldrig kommer igen.”

Til begge begivenheder bliver det muligt for alle interesserede at tilmelde sig. Broløbet henvender sig til alle, der vil prøve kræfter med en halvmaraton i helt særlige rammer. 40.000 deltagere kan glæde sig til at snøre løbeskoene i Kastrup, løbe ned gennem tunnelen, op på Peberholm og derefter hen over den knap 8 km lange Øresundsbro 57 meter over havoverfladen, inden man kan løbe i mål i Sverige.

Til VM bliver der også åben tilmelding. Det vil sige, at man som helt almindelig dansker kan løbe i hælene af verdenseliten på VM-ruterne på alle tre distancer.

Fakta om CPH Half 2024

  • CPH Half 2024 bliver d. 15. september kl. 9.30.
  • Start og mål bliver på Østerbro med målområde ved Fælledparken
  • Kapaciteten vil være 27.000 deltagere
  • Ruten offentliggøres torsdag den 30. november
  • Tilmeldingen åbner fredag d. 1. december kl. 12.00
  • Billetsalget sker her: https://cphhalf.dk/
  • CPH Half 2023 blev udsolgt ca tre måneder før løbsdagen. 27.000 deltagere stillede til start.
  • CPH Half er løbet, hvor man kan bryde grænser på en rute, der er designet lige præcis med det formål