michael-antonsen-edit1

“Tilskuernes og arrangørernes engagement skabte en stemning, der fik mig til at æde mig selv”

Konkurrenceelementet i et halvmaraton tiltaler mig. Det betyder, at jeg enten oplever løbet som en konkurrence mod tiden eller som en konkurrence mod dem, jeg kender, der også deltager i løbet. I Copenhagen Half Marathon var det sidstnævnte, der skete.

Vi var to kvinder og tre mænd, der havde taget turen fra Aalborg for at deltage, og mit mål var klart: Jeg skulle ende op med den bedste tid, selvom jeg sjældent har kunnet hamle op med mændene.

Da vi alle er kommet over målstregen, og vores SMS med tiden tikker ind, viser det sig, at jeg slog mine to kammerater med hhv. 2 og 25 sekunder. Glæden og stoltheden var stor, men sikke en kamp undervejs. Jeg er tilbøjelig til at sige, at det kun lykkedes lige netop fordi, det var Copenhagen Half Marathon.

Det store deltagerantal gjorde, at der altid var løbere omkring mig. Derfor var der altid lige en mere foran, jeg kunne indhente – det var en kæmpe motivation.

Ruten, der var helt flad, uden trafik og med plads til overhaling, skabte gode betingelser for mit løb, da jeg ikke skulle bruge tid og energi på bekymringer i forhold til selve løbets afvikling.

Og sikke nogle power zones! Her var smerten og trætheden pludselig væk, og i stedet overtog smil og kuldegysninger. Tilskuerne og arrangørernes engagement skabte en stemning, der simpelthen fik mig til at æde mig selv som løber.

Jeg må indrømme, at viljen til at vinde er lidt større i det fantastiske set up, som Copenhagen Half Marathon er. “Pain is temporary, pride is forever.” På gensyn!

Share this with your friends ...Tweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone