Udgivet

Gemechu breaks race record at cph half '21

Etiopieren Tsehay Gemechu løber 1:05:08 og slår dermed Sifan Hassans løbsrekord i årets CPH Half, der også fik fire mænd under den magiske time.

 

Søndagens Copenhagen Half Marathon viste sig atter som et af verdens hurtigste løb med de fire første mænd i mål på under én time, mens Tsehay Gemechu hos kvinderne forbedrede en legendarisk løbsrekord.

Efter aflysning i 2020 vendte Copenhagen Half Marathon – med knap 20.000 deltagere – søndag tilbage for fuld skrue.

Med de fire første løbere i mål på under én time, blev løbets høje klasse igen bekræftet. Hurtigst var VM-bronzevinderen Amdework Walalegn fra Etiopien, der i en tæt og medrivende spurt snuppede sejren i 59:10 minutter – bare to sekunder foran kenyaneren Kenneth Renju.

Amdework Walalegn tog sejren ved Copenhagen Half Marathon i en så hurtig tid som 59:10 minutter.

 

Ny løbsrekord hos kvinderne

Dagens mest opsigtsvækkende præstation fandt man dog i kvindernes løb, da Tsehay Gemechu stormede i mål i ny løbsrekord 65:08 minutter.

Dermed fik den 22-årige etiopier skåret syv sekunder af den løbsrekord, som Hollands dobbelte OL-guldvinder Sifan Hassan satte i 2018, hvilket også var og er europæisk rekord.

”Jeg havde håbet at løbe på omkring 65 minutter og sætte personlig rekord. At slå Sifan Hassans løbsrekord er selvfølgelig også noget særligt,” sagde Gemechu, der efter 12 kilometer sagde farvel til sine nærmeste konkurrenter.

Indtil 15 km kunne hun ligge i læ af den mandlige hollandske ”hare”, men herefter måtte hun gøre arbejdet selv.


Abdi Ulad vinder DM-guld

Traditionen tro var årets danske mesterskab på distancen indlagt i løbet.

Stjernen fra ”Vild med dans”, Abdi Ulad (Hvidovre AM), havde her taget en pause fra tv-showet for at sikre sig endnu en titel til samlingen med vinder-tiden 63:30 minutter. AGF-løberen Omar Hassan, der var 13 sekunder hurtigere, blev først udråbt som vinder, men den etiopiskfødte århusianer venter fortsat på dansk statsborgerskab – og dermed gik guldmedaljen alligevel til Abdi Ulad, der slog en anden AGF-løber, Jacob Simonsen, med tre sekunder.

Yderligere 15 sekunder efter kunne den tidligere triatlet Rune Bækgaard (Team Hechmann) snuppe bronzemedaljen.

Hos kvinderne sejrede et nyt navn, Annah Ritah Nagadya fra Peak4Ever, i 1:16,49 time – bare fire sekunder foran Kamilla Sofie Vallin (VO2RC).

Anna Rita vandt kvindernes DM-guld ved Copenhagen Half Marathon

Top 3 mænd

1. Amdework Walalegn, Etiopien – 59:10 minutter
2. Kenneth Renju, Kenya 59:12 – PR
3. Daniel Mateiko, Kenya 59:25 – PR

Top 3 kvinder

1. Tsehay Gemechu, Etiopien – 65:07 minutter (løbsrekord)
2. Hawi Feysa, Etiopien – 65:41
3. Vivian Kiplagat, Kenya – 66:07

Top 3 DM mænd

1. Abdi Ulad, Hvidovre AM 63:30
2. Jacob Simonsen, AGF 63:33
3. Rune Bækgaard, Team Hechmann

Top 3 DM kvinder

1. Annah Ritah Nagadya, Peak4Ever – DM-guld 76,49
2. Kamilla Sofie Vallin, VO2RC – DM-sølv 76:53
3. Maria Larsen, Sparta – DM-bronze – 78:22

Se alle resultater fra Copenhagen Half Marathon ’21 her