CPH Half fungerer igen i år som de nationale mesterskaber på halvmaratondistance, som i år er åben for alle. Topdysten hos både mændene og kvinderne kommer formentlig til at stå mellem to hovednavne.
De danske løbere skal ikke gøre sig de store forventninger om at vinde det stærkt besatte CPH Half.
Men de har alligevel en masse at løbe for. Copenhagen Half Marathon fungerer nemlig som DM på halvmaraton, og det er en titel, som har stor betydning for sidste års vinder af herrernes DM-titel.
“At blive dansk mester er meget stort, især på halvmarathon fordi alle løbere stille op på samme distance, og jeg håber at kunne gentage sidste års bedrift, “siger Thijs Nijhuis, som har vist forrygende form i år.
Her er det blevet til personlig rekord på både halvmaraton og maraton, og om en lille måneds tid skal han repræsentere Danmark på maratondistancen ved VM i Doha.
Så umiddelbart skulle man mene, at Thijs Nijhuis er den oplagte storfavorit til at hjemtage endnu et dansk mesterskab, men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. Og Thijs er helt klar over, hvem der formentlig bliver den hårdeste konkurrent.
“Abdi er en hård konkurrent. Jeg slog ham tidligere i år ved Royal Run på 10km, men har endnu min første halvmarathon sejr over ham til gode, og jeg håber, den kommer ved CPH Half,” siger han.
Abdi kommer ind fra træningslejr
Netop Abdi Ulad har været på en længere træningslejr i Kenya, hvor han har haft fuld fokus på træningen, som efter sigende skulle have gået rigtig godt.
Det forlyder endda, at han muligvis vil jagte en ny dansk rekord, hvilket kræver en tid på under 61.55. Og med en personlig rekord på distancen på 62.15, så kan den danske rekord bestemte godt falde, hvis Abdi møder op i topform.
Der er altså lagt op til et hurtigt og spændende race om det danske mesterskab.
Outsidere til titlen
Abdi og Thijs er de klare favoritter til titlen, men skulle de begge ramme en decideret dårlig dag, så kan der blive spænding om guldet.
Med i feltet er nemlig også navne som superrutinerede Jesper Faurschou og Andreas Lommer, som blev nummer tre ved DM sidst år, og som i år har sat personlig rekord på 10 kilometer landevej.
Derudover tæller DM-feltet også flere løbere med en personlig rekord under de 67 minutter, så der bliver uden tvivl også tæt kamp om bronzemedaljen.
Alm vs. Holm
Hos kvinderne er Anna Holm på papiret favoritten, og hun er da også den danske kvinde i feltet, der har løbet hurtigst.
Hendes personlige rekord på 1.12.56 stammer fra CPH Half i 2017, hvor hun senest vandt DM på halvmaraton. En tid, hun ikke er helt sikker på, at hun kan gentage i år.
“Det kunne være rigtig fedt, hvis jeg kunne løbe under 1.14.00, hvilket er EM-kravet, men jeg har desværre været syg på det seneste, hvor det har har drejet sig om at passe træningen bedst muligt, da jeg træner frem mod Frankfurt Marathon. Men min form er god, og jeg glæder mig til at teste formen på søndag, da det efterhånden er lang tid siden, jeg har løbet et længere løb,” siger Anna Holm.
Hun er ikke i tvivl om, hvem der bliver de hårdeste konkurrenter til DM-titlen på søndag, hvor feltet blandt andet tæller sidste års vinder Cecilie Mikkelsen og Sandra Lorentzen, der er forsvarende dansk mester på maraton.
Det er dog to andre navne, Anna Holm nævner.
“Simone Glad og Maja Alm,” lyder det.
Simone Glad har et væld af danske mesterskaber bag sig på primært de kortere distancer og cross, men hun blev også nummer to ved DM i halvmaraton i 2017, som Anna Holm vandt.
Maja Alm er et helt ubeskrevet blad på halvmaratondistancen, men den syvdobbelte verdensmester i orienteringsløb er en spændende outsider. Det er hendes første officielle halvmaraton, men med en tid på 15.35.81 på 5000 meter for nyligt, så er formen i hvert fald god.
Se den endelige liste over seedede DM-løbere
Åbne DM-mesterskaber
DM Halvmaraton er for første gang nogensinde et åbent mesterskab. Det betyder, at man ikke behøver være medlem af en klub under Dansk Atletik for at løbe med om DM-placeringerne.
DM senior (de hurtigste løbere) afgøres dog altid på bruttotider, dvs. først over målstregen. Masters til gengæld (tidligere kaldet veteran) og ungsenior (U23) afgøres på nettotider, og her kan man altså “risikere” at komme på podiet, uden at man måske er helt klar over, at man er med i DM.
Læs mere her