Udgivet

Hun har for to måneder siden været igennem en knoglemarvstransplantation og intensiv kemoterapi. Alligevel gik Malous Westphals halvmaratondrøm i opfyldelse, da hun søndag krydsede den uvejrsramte målstreg.

 

Skrevet af Simon Lessel

 

Jeg er bare enormt glad og stolt, lød det fra Malou Westphal, kort efter at hun trodsede det voldsomme uvejr til CPH Half og krydsede målstregen.

Stoltheden kan man godt forstå. For Malou Westphals træningsforløb op til Copenhagen Half Marathon har nemlig ikke været som de fleste andres.

 

Igennem et hav af behandlinger

Som 15-årig fik Malou de første symptomer på sclerose, og i 2.g fik hun stillet diagnosen multipel sclerose. Hun har sidenhen været igennem et utal af forskellige behandlinger, som i juli måned i år kulminerede med en knoglemarvstransplantation og et intenst kemobehandlingsforløb.

Halvanden måned senere åbnede Malou Westphal sin computer, tilmeldte sig Copenhagen Half, tog løbeskoene på og snuppede en træningstur på 15 kilometer.

 

Malou trodsede eksperterne

Lægerne og fysioterapeuterne mente dog, at det var urealistisk at gennemføre et halvmaraton. Og der var dage i sommerferien, hvor hun næsten ikke kunne gå på grund af træthed. Men Malou ville det anderledes, og eksperterne skulle vise sig at have taget fejl.

Søndag krydsede hun nemlig målstregen på Øster Allé i den flotte tid 1:59:41.

“Selvom jeg stadig ikke er 100 procent ovenpå og også har psykiske eftervirkninger fra behandlingen, så fik jeg bevist i dag, at jeg godt kunne. At jeg kan klare det her også. Det er en sejr for mig, og jeg betragter det som en milepæl i mit nye liv at have gennemført Copenhagen Half Marathon,” fortæller Malou Westphal.

 

Løb fjerner fokus fra negative tanker

Undervejs i sit sygdomsforløb, har Malou Westphal, når det har været fysisk muligt, brugt løbeturene til at bearbejde de mange tanker om livet og fremtiden, der er opstået under hendes behandlingsforløb.

“Jeg har gået i så lang tid og været bekymret over, hvad jeg gik ind til, hvad konsekvenserne af behandlingen ville være, hvordan min fremtid bliver og alle de her store spørgsmål om livet, man stiller sig selv, når man går gennem et forløb, som det jeg har været igennem. Her er løb blevet en slags meditation for mig og en måde at få tænkt tingene igennem og få styr på tankerne,” forklarer hun.

Malou Westphal har undervejs oplevet, hvordan de negative tanker bliver nemmere at tøjle, når hun trækker i løbeskoene og løber af sted.

“Bare det at komme ud at løbe – også selvom det er en lille tur på tre kilometer – betyder, at jeg er helt lettet, når jeg kommer hjem. Den følelse er der sikkert mange, der kan nikke genkendende til. Også selvom de ikke fejler det samme som mig,” siger hun.

 

 

Drømmer om halvmaraton i Valencia

Malou Westphal bruger succesoplevelsen ved Copenhagen Half Marathon til at komme videre i sit liv. Og hun har allerede et nyt mål i sigte.

“I den pose vi fik, da vi hentede vores startnummer, var der en flyer om et halvmaraton i Valencia. Og sjovt nok har jeg en plan om, at jeg skal til Spanien til januar og bo der i et halvt år og lære spansk. Så jeg tænker, at halvmaraton i Valencia skal være mit næste mål. Men nu må vi se. Det kommer helt an på, hvordan jeg har det til den tid,” siger Malou Westphal.

 

“Many people told me that a half marathon two months after my surgery would be unrealistic. In spite of that, I have decided to run on September 17th – exactly two months after my transplant. I’m sure if I can handle a bone marrow transplant and also run half a marathon after only two months, then I can handle a lot!” 💪👊 Malou, 24 years of age, is the youngest sclerosis patient in Denmark to have undergone intensive chemotherapy followed by a bone marrow transplant. Now the #CPHHalf is gonna be the next milestone in her “new life”👌 Go, Malou, you can do it! 🙌❤️ #cphhalf #BeatYourFastest

Et opslag delt af Copenhagen Half Marathon (@cphhalf) den