Udgivet

Når startskuddet lyder til Copenhagen Half Marathon 2024, kan løberne se frem til en ny og spændende rute. Derudover bliver de sendt af sted fra et nyt startområde, der giver deltagerne de bedste betingelser.

 

Fest, fart og fantastisk stemning. Det er nogle af de ting, som hvert år får tusindvis af løbere til at deltage i Copenhagen Half Marathon. Og når starten til løbet går i 2024, bliver der meget mere af alle tre dele.

CPH Half står nemlig klar med en ny rute, hvor alle deltagere har noget at glæde sig til. De hurtige løbere kan give den gas på 21,1 flade kilometer med bløde sving og mange lige strækninger. Og dem, som mere kommer for at opleve en af Europas største løbefester, kan se frem til masser af stemning og flere af hovedstadens ikoniske vartegn langs ruten.

“Vi har beholdt det bedste fra den gamle rute og tilføjet nogle nye oplevelser. For eksempel kommer deltagerne nu også forbi Rosenborg Slot, Christiansborg, Børsen, Polititorvet og Tivoli. Derudover går ruten som noget nyt gennem Nyboder, ligesom man får lov at løbe ind ad H.C. Andersens Boulevard. Det skal man glæde sig til,” fortæller Dorte Vibjerg, administrerende direktør hos Sparta Atletik & Løb, og fortsætter:

“Samtidig er ruten blevet fladere og hurtigere med flere lange stræk. Der er før blevet sat verdensrekord på halvmaraton til CPH Half, og med denne rute tror vi på, at det kan ske igen.”
 
Deltagerne kan også glæde sig til en forrygende opløbsstrækning, der nærmest begynder ved Nørrebro Station. Herfra bliver løberne suget hele vejen ned ad Nørrebrogade, inden de rammer et brag af en fest på Dronning Louises Bro. Og her kan de så tanke energi til den sidste kraftanstrengelse langs søerne, over Trianglen og i mål ved Fælledparken.

Starten går på Jagtvej 
Ruten er dog ikke det eneste nye til Copenhagen Half Marathon 2024. Når løberne bliver sendt af sted den 15. september, sker det nemlig fra et helt nyt startområde på Jagtvej.
“Vi vil gerne give deltagerne den bedste start på deres en fantastiske tur rundt i København og på Frederiksberg. Det får de på Jagtvej, hvor der er masser af plads, luft og ro til at skabe et rigtig godt flow i løbet. Og når løberne krydser målstregen på Øster Allé kort derfra, har vi et skønt område i form af Fælledparken, hvor de kan slappe af med venner og familie,” siger Dorte Vibjerg.

Selvom meget er nyt, har det været vigtigt for Sparta Atletik & Løb at tilføje ændringerne med respekt for det gamle. Derfor kan løberne stadig glæde sig til at løbe under flagene på Frederiksberg Allé og gennem festen i Store Kongensgade. Målet er nemlig ikke at lave CPH Half om. Målet er at lave det bedre.

Tilmeldingen til CPH Half åbner fredag d. 1. december kl. 12.00. I forbindelse med dette års halvmaraton blev der udsolgt ca. tre måneder før løbsdagen.

Udforsk den nye rute på vores interaktive kort her.

 

Fakta om CPH Half 2024

  • Copenhagen Half Marathon 2024 skydes i gang d. 15. september kl. 9.30.
  • Start og mål bliver på Østerbro med målområde ved Fælledparken
  • Kapaciteten er 27.000 deltagere
  • Tilmeldingen åbner fredag d. 1. december kl. 12.00
  • Billetsalget sker her: https://cphhalf.dk/
  • CPH Half 2023 blev udsolgt ca tre måneder før løbsdagen. 27.000 deltagere stillede til start.
  • CPH Half er løbet, hvor man kan bryde grænser på en rute, der er designet lige præcis med det formål