
Den 14. september handler det om at slå din PR. Men du er nødt til at tage det roligt for at nå dit mål
Restitution har altid været vigtigt. Men det kan være svært at gøre det på en måde, hvor det giver mening. Det er nemlig ikke nok bare at smide benene op.
Restitution er dét, der holder dig i gang og gør din træning bedre.
Hold dig i bevægelse – også i ferien
Restitution betyder ikke, at du skal sidde stille hele dagen. Gå en tur i det gode vejr, tag cyklen til bageren, eller løb en rolig morgentur langs stranden. Brug dine restitutionsdage som en mulighed for at bevæge dig.
Dine ben må gerne føles ømme, men du skal være opmærksom på en eventuel smerte. Er benene tunge, kan du med fordel bytte intervallerne ud med en let tur eller tage en aktiv restitutionsdag. Det gør dig stærkere i sidste ende.
Reset og reflekter
Det er oplagt at tage et skridt tilbage og mærke efter. Hvordan føltes tempoet forleden? Har du drukket og spist nok? Har du fået din søvn? Brug dine dage til at reflektere over træningen og nulstille mentalt, så du kan holde fokus og glæde i din træning. Det kan være svært at lytte til kroppen, men det er dét, der holder dig på sporet.
Restitution ER en del af træningen
Hvis du vil have en fest den 14. september, er restitution en vigtig del af planen. Det er den, der holder motoren i gang, benene klar og hovedet skarpt. Det handler ikke kun om at løbe hurtigt – det handler om at være klar til at begive dig ud på 21,0975 uforglemmelige kilometer gennem København og mærke publikums opbakning. For CPH Half handler om mere end et løb – det er en oplevelse, du bygger op til hele sommeren.