CPH Half 2025 i tal
Copenhagen Half Marathon blev etableret i kølvandet på det succesfulde VM i halvmaraton i 2014. Allerede året efter, i 2015, blev den første udgave af CPH Half afviklet, og siden da er løbet vokset til et internationalt tilløbsstykke med deltagere fra hele verden.
I 2019 skrev CPH Half sig for alvor ind i historiebøgerne, da Geoffrey Kamworor satte verdensrekord med en sluttid på 58:01. Samme år blev eventet udsolgt for første gang.
Siden har løbet været vært for flere toppræstationer, herunder Sifan Hassans europæiske rekord i 2018, og en stadig stigende interesse fra både motionister og eliteløbere.
Siden 2022 er der hvert år sat deltagerrekord, og i 2025 er over 32.000 løbere tilmeldt, hvilket markerer endnu en historisk milepæl og cementerer løbets status som en af verdens førende halvmaratonbegivenheder.