Udgivet

Fem tyske løbere mødte hinanden i metroen på vej til CPH Half søndag morgen, og så blev de et team.

Selvom de ikke kendte hinanden før CPH Half i går, er de nu et team – The German team.

“Vi hørte nogen tale tysk, da vi stod og ventede på metroen, og så faldt vi i snak,” fortæller Dimo.

Dimo er rejst til København sammen med Stefanie, men mødte faktisk Jens-Stefan, som også løb i København i går, til et stafetløb, hvor ti mennesker løb 95 km fra Nordsøen til Østersøen.

Nu betrager de fem tyskere sig som et team.

“Vi har kun lige mødt hinanden, men vi løber under samme flag,” griner de, “så vi er Team Germany!”

Jens-Stefan er i København for at gennemføre sit tredje halvmaraton i år, men det er første gang, han er i København. Han synes, at København er en fantastisk by.

“Det er første gang jeg er her i København. Vejret er godt, og jeg har gerne villet prøve at løbe et halvmaraton her. Jeg kan godt lide danskerne og sproget, selvom jeg ikke kan tale det,” griner han.

Da gruppen bliver spurgt, om de mener, at CPH Half kan konkurrere med det populære Berlin Halvmaraton lyder svaret, at Frank aldrig har løbet Berlin halvmaraton, men kun en 25 km rute i byen. Og han ved godt, hvad der er hans favorit:

“Jeg synes, at København er meget federe end Berlin. Jeg kan virkelig godt lide det her.”

Frank rejser med Olga, og de har begge gennemført Hannover og Dresden Halvmaraton tidligere i år.

Selvom København er Team Germanys favorit nu, så får den danske hovedstad snart konkurrence om den ære. Næste stop for “The German Team” er nemlig New York City Marathon den 4. november i år, hvor de prøver kræfter med den dobbelte distance.

Til CPH Half var der i år løbere fra hele 114 forskellige lande, der stillede til start. Antallet af udenlandske løbere er steget hvert år siden løbet blev etableret, og andelen af internationale løbere svarer nu til en fjerdedel.