Udgivet

Viborg-løberen vandt for anden gang DM i halvmaraton, efter et tæt løb med Peter Glans og Andreas Lommer

Thijs Nijhuis var i fraværet af Abdi Hakin Ulad den store favorit ved DM i halvmaraton, som var en del af CPH Half. Viborg-løberen levede op til forventningerne, og for anden gang i karrieren lavede han den sjældne dobbeltsejr ved tidligere at vinde DM på 1500 meter og efterfølgende på halvmaraton i tiden 65.29 minutter. Det var dog lige ved ikke at lykkes for Nijhuis, som fik problemer med maven ved cirka 18 kilometer.

“Frem til 12 km lå jeg stabilt sammen med de førende kvinder, hvorefter Tom Wade lavede et mindre ryk, og kommer lidt foran mig. Frem til 18 km løber jeg så alene, og har det ok i 3.05 tempo, men så fik jeg mavekramper,” sagde den nykårede danske mester.

Thijs Nijhuis endte også med at trække vinderen af kvindernes løb, Sifan Hassan, fra 19 til 20 km, da han kunne se, at hun var på vej mod en fantastisk tid.

Kramperne var ved at koste sejren, da Peter Glans kom i mål blot tre sekunder efter og Andreas Lommer var ydeligere 11 sekunder efter. De to Odense-løbere var dermed en stor årsag til, at Odense løb med holdmesterskabet, da Kasper Skov kom i mål i 67.19 som nummer otte ved DM.

Cecilie Mikkelsen fra Sparta overraskede alle med sit mesterskab

Hos kvinderne blev den unge spartaner Cecilie Mikkelsen en noget overraskende dansk mester. På forhånd var Amalie Haughuus favorit, men hun udgik efter 10 km. I mål havde Cecilie Mikkelsen således den hurtigste bruttotid efterfuldt af Kirsten Petterson fra Esbjerg Atletik & Motion, mens Maria Ahm fra Sparta og Fie Sønderby Christensen fra Runaar løb ind på en delt tredjeplads. Holdmesterskabet tog Sparta sig af.